KV 25 Borgmesterkandidat 

Jakob Spliid

Mit navn er Jakob Spliid.

Jeg er 35 år gammel og er opvokset på et lille husmandssted på Parnasvej nær Frederiksberg, sammen med mine forældre og mine 4 søskende. Jeg bor til dagligt lidt syd for Lynge sammen med min kæreste Debbie og vores 3 børn på 2, 6 og 8 år.

Jeg blev i 2011 uddannet Agrarøkonom fra Høng Landbrugsskole, som er en uddannelse der består af 4 års landbrugsuddannelse og 2 års ledelse- og økonomiuddannelse. Herefter var jeg ude og arbejde i landbruget i nogle år, hvor jeg undervejs tog kloakmesteruddannelsen på aftenskole. Jeg har siden 2014 arbejdet i entreprenør- og kloakbranchen, heraf de seneste 6 år som selvstændig kloakmester. 

Siden 2022 har jeg trappet ned for entreprenørfirmaet, så tiden nu i stedet går til det politiske arbejde. Derudover driver jeg sammen med min bror Kåre vores fælles landbrug, som vi mere eller mindre hele vores liv i fællesskab har forsøgt at bygge op.
Vi startede med 2 får da vi var 9 år gamle, de blev senere til en flok køer, og nu består vores landbrugsvirksomhed af planteavl og vintertjeneste. I 2018 købte vi en mindre gård sammen, som er der jeg, min kæreste og børn bor og er base for vores landbrug. I landbruget driver vi i alt ca. 130 hektar, hvor vi udover korn, raps og græsfrø også dyrker havefrø som spinat og radiser. 

Jeg blev i 2020 valgt ind i Venstre Sorøs bestyrelse, hvor jeg sad indtil 1. januar 2022, hvor jeg var så heldig at blive valgt ind i kommunalbestyrelsen i forbindelse med valget i 2021. Her er jeg nu gruppeformand i Venstres to-mandsgruppe, hvilket jeg har været siden november 2022. 

Jeg er også formand i Børn og undervisningsudvalget og så sidder jeg i Natur, teknik og planudvalget. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at da jeg besluttede mig for at stille op for Venstre ved kommunalvalget i 2021, så var det med en ambition om at arbejde for en ny linje i Venstre i Sorø.  En linje hvor Venstre ville stå i egen ret, hvor vi er tydelige om vores politik, hvor vi ikke sidder fast i blokpolitik, og så hvor Venstre i langt højere grad tager ansvar for vores fælles fremtid – nemlig børnene og at børneområdet i højere grad bliver prioriteret. Jeg synes allerede at vi er kommet langt med den nye linje i Venstre, hvor vi tydeliggøre vores egen politik. Vi har i de seneste budgetforlig presset på, så vi har opnået nogle brede forlig, hvor Venstre i høj grad er tilgodeset og hvor der bliver brugt markant flere midler på velfærden og ikke mindst børneområdet, end der har været lagt op til.

Ambitioner

Der er ingen tvivl om, at det har været rigtig godt for Sorø kommune med et borgerligt flertal de seneste 2,5 valgperiode. Der er kommet styr på økonomien og når det har været nødvendigt, er der truffet svære beslutninger. Vi har fået etableret friplejehjem og med den nye plejehjemsstrategi, som vi for nyligt har besluttet, så får vi også et nyt moderne kommunalt drevet plejehjem. Derudover skal vi forhåbentlig implementere frisættelse både på ældre, skole og daginstitutionsområdet.

Når vi kigger få år ud i fremtiden, så vil vores økonomiske råderum blive markant større, når vi kommer ud af mange af vores dyre lån inden for få år. 
Der er derfor lys for enden af tunnelen og vi kan komme i mål med efterslæb på bygningsvedligehold, dårlige fortove og den slags. Derudover kan vi investere i at gøre velfærden endnu bedre eller noget helt tredje.

På trods af at Sorø Kommune på mange måder er blevet rettet op de seneste 10 år, så er der dog nogle ting der fortsat kan blive bedre. 

Jeg vil derfor blandt andet arbejde for at: 

  1. Alle partier bliver inddraget og lyttet til uanset om man er uenige. Det nytter ikke at udelukke partier på forhånd uden de har været hørt. Det demokratiske samarbejde i kommunalbestyrelsen skal dermed styrkes.

  2. Der skal være et endnu bedre blik for at se på muligheder i stedet for begrænsninger, når det gælder det lokale erhvervsliv. 

  3. Et langt større fokus på at etablere erhvervsområder, som kan tiltrække virksomheder og arbejdspladser og i øvrigt kan generere arbejde til øvrige lokale virksomheder. 

  4. Der skal i udviklingsplanerne for vores byområder tænkes langt bredere, så vi ikke kommer i situationer, som nu, hvor vi mangler skole- og daginstitutionspladser eller anden infrastruktur.

  5.  Vi skal udvikle vores kommune både i nord og syd. Udvikling i nord skal ikke stoppe udviklingen i syd og omvendt. Vi skal udvikle der hvor folk vil bo. Vi skal gribe bolden i forhold til Kalundborgs vækst og kigge på flere udviklingsmuligheder i Ruds Vedby.

  6. Der skal være et langt større fokus på, at børneområdet er en vigtig prioritering, og at investeringer i vores børn betaler sig – både økonomisk og menneskeligt. 

Jeg brænder 100% for at udvikle og forbedre vores fælles dejlige Sorø Kommune. Det håber jeg på din opbakning til, ved kommunalvalget i november 2025.