Kåre Spliid
Mit navn er Kåre Spliid, jeg er 36 år gammel og bor på Frederiksberg med min kæreste Samantha og vores 3 dejlige børn i alderen 0-9 år.
Til dagligt driver jeg et lille lokalt tømrerfirma, hvor vi er fire mand beskæftiget. Derudover driver jeg med min bror Jakob et landbrug på ca. 125 hektar samt vintertjeneste.
Sorø Kommune er en fantastisk kommune, men den kan blive endnu bedre.
Jeg har selv boet her, siden jeg var 2 år, hvor jeg gik i Holbergbørnehaven og siden på Frederiksberg skole.
Vi skal udvikle og udbygge der, hvor folk ønsker at bo, men det kræver, at vi som kommune tager ansvar og også udbygger den nødvendige infrastruktur – herunder daginstitutioner, skole, veje og fritidsfaciliteter.
Vi skal tilbagerulle den merindskrivning partierne S, K, M og R har stemt igennem, som betyder, at der nu er flere børn pr m2 i daginstitutionerne. Jeg vil sammen med resten af Venstres gruppe arbejde for at kapacitetsudfordringerne i Område Syd bliver løst på en ordentlig og permanent måde.
Derudover er en af mine mærkesager at sikre de bedst mulige betingelser og vilkår for vores erhvervsliv. Det er forudsætningen for, at vi i fremtiden også kan tilbyde en god velfærd. Vi skal arbejde og investere i at tiltrække flere små og store virksomheder til kommunen.
Vi skal tilbyde en værdig ældrepleje med fokus på forebyggende sundhed, og hvor man er garanteret en plejehjemsplads i Sorø Kommune. I øjeblikket bliver flere ældre sendt ud af kommunen til andre plejehjem. Det skyldes, at der mangler plejehjemspladser efter man har valgt at stoppe med visitationen til Slaglille-Bjernede og Lynge Plejehjem. Det er en rigtig dårlig forretning for Sorø Kommune, som betaler mange millioner for pladser i andre kommuner. Venstre ønsker derfor at få undersøgt økonomien i at genoptage visitationen til Slaglille-Bjernede plejehjem.
· Vi skal løse kapacitetsudfordringerne i Område Syd.
· Vi skal investere i at tiltrække flere små og store virksomheder til Sorø kommune.
· Værdig ældrepleje med fokus på forebyggende sundhed og plejehjemsplads i Sorø kommune.
Royal Run skal vise Sorø frem
For nylig var manges øjne rettet mod de fem forskellige værtsbyer rundt om i Danmark, da Royal Run endnu engang blev afholdt. Det var en festdag, hvor fællesskab, sammenhold og forebyggende sundhed gik i ét, og så selvfølgelig med et stort royalt aftryk.
Royal Run er en helt oplagt mulighed for at vise Sorøs fantastiske natur, kultur og historie frem. Derfor vil jeg, som kandidat for Venstre i Sorø Kommune og Region Øst, arbejde for at Royal Run kommer til Sorø. Den forebyggende sundhed som løb er med til at give både fysisk og mentalt, mener jeg er helt afgørende og en god investering, som vi skal understøtte – ikke mindst i en tid, hvor vi bliver ældre og skal leve godt i længere tid, og hvor antallet af medlemmer i regionens idrætsklubber samtidig er i fremgang i næsten alle aldersgrupper (kilde: DIF.dk, ”DIF og DGI's medlemstal 2024”).
Flere og flere får øjnene op for Sorø, og det er især på grund af vores fantastiske natur med søer, skove og enge. Vores placering midt på Sjælland gør det også ekstra attraktivt for familier sammensat fra forskellige landsdele, pendlere og alle os, som storset har boet i kommunen hele livet, hvad enten det er i den sydlige eller nordlige del, og ikke kan tænke sig nogen anden kommune at leve i.
Jeg kan næsten allerede se tv-billederne for mig: Kongen, der kommer sejlende til Søgade med Lille Klaus for herefter at løbe forbi Klosterkirken og igennem Klosterporten og derefter videre rundt i byen. Lad os sammen få Sorø endnu tydeligere på landkortet med fokus på fællesskab, forebyggende sundhed og vores natur.